Det fælles klædeskab på en ny måde

Vil gerne starte med at notere, at jeg ikke deler klædeskab med nogen som helst …

Men Hope, som er en trofast leverandør til min garderobe, når jeg svinger et betalingskort, har lavet et nyt system for tøjstørrelser, og man kan se det i de to nyeste stykker tøj, som jeg har fra Hope.

I kan læse mere om det her.

 

Hvad er en blog?

Bloggen her opdateres ganske sjældent …

Over tid er det gået op for mig, hvad problemet med bloggen som medium er, særligt nu i 2017.

Meget af min egen tid på sociale medier foregår andetsteds, og derfor er min blog blevet behandlet stedmoderligt. Sådan tror jeg, at det er for mange af os, der startede en blog for 5-10 år siden, for at skrive lidt ud i verden og måske blive hørt.

I 2017 bliver vi hørt, men bare andre steder og i en helt anden og mere flydende dialog.

Lad mig starte med at sige, hvad en blog er.

Min veninde Frederikke har verdens bedste pen og får noget ud af at skrive til Frederikkefokus.dk. Min egen pen er en lille afgnaven blyant i direkte sammenligning.

Men som sagt Frederikkes blog er en blog, og hvis vi lader det stå, hvad er det så vi ser i forbindelse med mange andre blogs i dag?

Er en sponsoreret blog en blog?

Er de egentlig blogs eller er de i stedet  små mini-forretninger eller endog større forretninger?

Som jeg skrev til en blogger i går, en der har en større forretning ud af den blog, der er hendes virksomhed, at når hendes i det kommentarspor noget personlige angreb på nogle af hendes læsere om misundelse bliver taget så ilde op, så er det, fordi hun er en virksomhed, og virksomheder tager ikke tingene personligt og slår ikke personligt tilbage – uden at det koster på renomméet.

Faktisk er reglen jo, at det ofte er andre end ejeren bestyrer kommentarsporet, svarer og forholder sig til reaktionerne på produkterne. For som ejer er det svært ikke at tage kritikken for nær, det er svært at holde mund og det er svært at være professionel hele tiden.

Det kan til nød gå, hvis du har et godt privatliv ved siden af, som skærmer dig lidt for virakken. Men hvor må det være svært , hvis det ikke er din nøjeudvalgte vare, du skal forsvare, men i stedet dig selv, fordi du er produktet …

Så jeg foreslog helt konkret bloggeren at forlade eget kommentarspor og få en ansat, når hun nu var gået i vandet en gang allerede.

Den var hun ikke helt med på …

Men jeg lærte også noget andet af hendes kommentarspor

Det jeg lærte var, at hvor jeg før med en vis bekymring har siddet og set nyuddannede unge mennesker med fine uddannelser forsøge at gøre en blog til en karriere med små letbenede videoer fyldt med tidens ord som “items” og “strik”, med udvanding af det område de uddannede sig i til en tynd kop te, og med en massiv risiko for at blive overhalet indenom af de studiekammerater, der er gået jobvejen i stedet – i hvert fald om 5 års tid. Så er min bekymring nu en helt anden.

For det jeg også ser, er, at når selv det private forum for at skrive og blive hørt bliver en virksomhed, så ender bloggeren som en 24/7 repræsentant for den virksomhed i alt, hvad vedkommende siger og skriver.

Har haft surrealistiske diskussioner med eksempelvis bloggeren, der promoverede et ur lavet ukendt sted i Asien under ukendte forhold, fordi remmen var i bæredygtig læder. Den diskussion havde hun helt klart håndteret bedre, hvis hun ikke havde siddet med et sponsoreret ur på armen og følt sig forpligtet. Og den kommer hun måske til at huske som et mindre fint øjeblik i hendes skribentvirksomhed.

Så min bekymring er nu, som jeg skrev til sidst til bloggeren med den store forretning og en fornemmelse af, at hendes læsere var misundlige, at jeg nu direkte frygter for, hvilke borgere/mennesker samfundet får tilført, når unge er villige til at lægge hele deres liv i et insta-venligt filter fordi, deres liv er blevet til en virksomhed.

En virksomhed, der lever af småbeløb, af doneret tøj eller andet, men nok til, at der sidder et ungt menneske, der ikke har råd til at være mopset en dag, ikke har råd til at være lidt for hurtig på aftrækkeren, og som hele tiden skal gøre både læser og sponsor glade på en gang, om de så skal bevæge sig ud i det surrealistiske.

Hvis det skal på spidsen, så er vi vist så langt fra bloggens oprindelige formål, som vi kan komme.

Og med det er der kun at sige: Held og lykke med det projekt!

 

 

Det lille gule hus

Hos Frederikkesfokus.dk har I måske set lidt til projektet “Bevar det gule hus”.

Frederikke og jeg mødtes med bl.a. ungdommens fremmeste aktivister forleden på den dejligste sensommer eftermiddag.

Her kan I se deres opråb til os allesammen.

Måske vil I være med til at bevare det sidste rigtig gamle og ikke overrenoverede lille hus i byen?

Hvis I vil, så find os på Bevar det gule hus.

 

 

 

Transparens

 

Det her er et tiltag, som giver mening for mig. Asket viser, hvor de får produceret deres ting og sender endda et nyhedsbrev ud for at minde om, at man faktisk kan læse om det på hjemmesiden.

 

 

Frederikke er ankommet

Frederikke har jeg længe haft fornøjelsen af på Facebook og i andre sammenhænge, ligesom I måske kender Frederikke fra Alt for Damernes ugentlige klumme.

Dagens artikel fra Frederikke handler både om et af mine ynglingstemaer, nemlig når Frederikke siger “stram op” og mere specifikt om curlingbørn og svage forældre.

Læs den og fortsæt med at læse Frederikke, som I også kan følge på Bloglovin, fordi jeg sparkede Frederikke herind:)

Et skab på et museum

Sara Berman’s skab (klik for video …) er et skab, der er landet på the Metropolitan Museum of Art i New York. Det er ikke alle skabe, der lander der …

(Billedet er lånt fra The New Yorker)

Sara Berman’s børn betragter deres mors klædeskab fra den tid, hvor hun boede alene, som et kunstværk, og det ligner det også, men det var hendes klædeskab, og det var hendes tøj, der udgør en række meget værdsatte ting i et skab på et museum.

Jeg lagt nogle links her nedenfor, som jeg synes gengiver historien bag skabet bedst muligt.

Den her artikel fra The New Yorker er sammen med artiklen med video i det øverste link og en artikel i New York Times nok de bedste bud på, hvad det var, der fik Sara Berman til at indrette sig, som hun gjorde.

For mig er læren, at det mere handler om at værdsætte sine ejendele end om, hvor mange eller få man har.

Værk, Japanomania og Unfolds …

VÆRK – et samarbejdet mellem Euroman/Eurowoman og Statens Museum for Kunst

Der er kommet et nyt af de her tillæg, som jeg før har anbefalet. Det er i kioskerne lige nu …

Japanomania – Statens Museum for Kunst – indtil den 23. april i år

Som det kan ses af forsiden, så har de påfaldende nok også en artikel om den nyeste udstilling “Japanomania” på Statens Museum for Kunst (SMK), der handler om den japanske indflydelse på Nordisk billedkunst fra 1875 til 1915.

Efter at have besøgt en helt særlig samling af japansk kunst i Geneve for en del år siden, har jeg været fanget af lige netop det, så udstillingen “Japanomania” på SMK er en, som jeg skal finde tid til at se.

Læs om SMKs udstilling i tillægget eller mere om den her.

 

Unfolds – Designmuseum Danmark – indtil den 14. maj i år

Foto lånt af Designmuseum Danmark: Kuglebane af Teis Dich Abrahamsen. Fotograf: Iben Kaufmann.

En anden ting, som der ligger lidt nærmere for, er Designmuseum Danmarks næste udstilling, der åbner på torsdag.

Det er Møbelsnedkerforeningens 25 års udstilling – Unfolds, som I kan læse mere om her.

Den glæder jeg mig til, selv om det formentlig bliver lidt svært at bevæge sig – som her🙂

Og hvis I tager derind, kan I faktisk også stadig se udstillingen “DANSK DESIGN NU“, som jo er en permanent udstilling.

I må have god fornøjelse!

De her tillæg er det hele værd

img_1193

 

Det er jo ikke fordi jeg altid er meget hurtig eller observant …

Men jeg kan se fra en lille del af min boghylde, at der en tendens. Nemlig at Eurowoman holder fast ved at lave et tillæg om yngre kunstnere med jævne mellemrum. Et interessant tillæg vil jeg gerne tilføje.

Tendensen er tydelig i, at jeg nu har tre vældig fine tillæg samlet … uden at det var gået op for mig, at det var noget, de gjorde med et fast interval, flot:)