Siden sidst

(Helsinki den uge, hvor taxachaufføren noterede sig, at sommeren 2017 faldt …)

Siden sidst:

  • Har jeg set vildt meget sport på tv og holdt præ-sommerferie, sommerferie og post-sommeferie, ups!

 

  • Er jeg blevet 50 år gammel, men ligner sjovt nok stadig billederne fra maj måned, hvor jeg var 49, vild overraskelse

 

  • Har jeg fejret min fødselsdag i Helsinki og besøgt Alvar Aaltos tegnestue med guided tur, Artek butikken og Ateneum med den vildeste Alvar Aalto udstilling lavet af Vitra Design Museum.

Man tager en morgenflyver til Helsinki (Finnair kan anbefales), hopper på en taxa fra lufthavnen og bliver sat af på en lille villavej med meget flotte huse. Derefter bliver man vist rundt sammen med et hold, der altid rummer en del skandinaver, et par tyskere, en brite eller to, og en håndfuld fra Japan – alle arkitekturnørder eller måske bedre halvdele til arkitekturnørder. Rundviseren er helt sikkert en meget vidende arkitekturstuderende, og vores var vildt sjov oveni. Kan anbefales!

I Artek butikken – Møbler lavet af dele af brugte Aalto møbler, en ryg fra en, et sæde fra en anden og benene, ja, måske fra 4 forskellige stole. Det er kram (vores ældste køb, en bænk er omkring 21 år – helt uden vaklen).

I kan nå udstillingen endnu, den har sidste dag den 24. september.

Ateneum – Alvar Aalto – Art and the Modern Form

På billederne ovenfor, for man må ikke fotografere på selve udstillingen, ser I det 1,5 kilo katalog, som min mand sødt bar rundt på i sin rygsæk for mig

Det er det rigtige katalog, det med alle billederne. Kan bestilles fra Vitra, for Ateneum selv har lavet en billigere, meget fin, men ikke lige så detaljeret udgave, som de sælger fra museets hjemmeside.

Og til jer, der ikke har tid til Helsinki, se lige her

Den skal jeg se!

  • Og sidst men ikke mindst er jeg blevet “indkaldt” til “skyld og soning-kaffeaftale” med en etikkollega, fordi jeg har købt mig en ny iPhone og når han opdager dem her, bliver det nok til en hel kursusuge …

Læg mærke til længden af det kabel, som de leverer med til opladning. De skriver ellers: “Charge the headphones using the USB cable or exchange the battery. You can use the headphones while they are charging.” (indsæt face palm)

 

 

 

Når tre bliver til et par briller

Først er man en lille 7-årig med briller, jo ældre man bliver, jo mere nærsynet, fordi snuden er i bøger hele tiden.

Så når man når de lidt mere end 40 år får man læsebriller, og hurtigt fremt til sidst i 40’erne, så har man lige pludselig tre forskellige slags briller – til at gå med, til at arbejde med og til at læse med – det er noget rod.

Så når man er så heldig at være ved at runde det halve århundrede, må der andre ting til. De øverste i det matte stel er de nye tre-i-en briller. Dem nedenfor er til, når jeg ikke vil læse noget som helst, men bare gå en tur🚶🌳🌻🌷

Og ja, man bliver svimmel til at starte med

Tanker fra arbejdsbordet 6

Det er længe siden, der kom en post her på bloggen. Men delvis forklaring følger her 🙂

Først sad jeg begravet i en af de mest begavede bøger skrevet af en politiker i de seneste mange år – men ok, han er filosof og jeg er inde i det samme fagfelt, så hvorfor så overrasket.

Men den kan anbefales til alle, og find den hos din boghandler snarest, så forstår du nyhederne om Europa lige nu meget, meget bedre.

 

Anmeldelse af “SLUK”

Dernæst greb jeg ud efter Imran Rashids “SLUK”. Den handler ikke, som du måske skulle tro om at slukke for den digitale verden, men om at slukke for din hjerne af og til. Og ikke mindst at lære at beherske sig, bruge hovedet, kroppen og alt andet fornuftigt og tænke over, hvad du udsætter dig selv for.

Min ny regel er, at lange diskussioner om politik på Facebook er nogle, jeg spæner væk fra. Mit mål for Facebook er i stedet, at jeg er en god ven og det er det et godt sted til at være.

Årets bog på “Red dig selv-hylden”. Den skal alle læse, om de vil eller ej. For hvis vores hjerner bliver til mos, så får vi flere af de orange præsidenter fra USA inden vi har set os om og selv sidder efterladt i sofaen med en skål ostepops og et blåt lys op i ansigtet …

 

Zetlands “Den der råber lyver”

Den sidste på billedet er til alle jer!

Tryk på linket og hent e-bogen ned ganske gratis. Og læs den!

Det er lykkedes mig at få forfatteren Imran Rashid med “SLUK” til at læse den, ved at fortælle ham, at det er side 215 i hans bog i længere udgave. Og samtidig har jeg fået Lea Korsgaard bag “Den der råber lyver” til at læse “SLUK”, fordi hun til præsentationen af bogen ude hos Zetland efterspurgte måder at lære at beherske sig.

Nu mangler jeg bare, at få alle jer til at læse dem begge og i sidste ende måske også “Revolution” af Macron.

 

 

Ps. Når jeg slukker for min hjerne, så gør jeg rent. Skoskabet er det reneste nogensinde, brusenichen er afkalket og ditto er espressomonstret. Selv værktøjskassen ordnede vi i weekenden, hvor vi også etablerede et helt gratis affaldssorteringsområde i et opryddet køkkenskab. Bare hvis I manglede ideer til, hvordan man kan slukke hjernen 🙂

Og endelig i den kommende uge plus lidt skal jeg den ene dag høre om “Fremtidens EU & Fremtidens krig og fred”, en anden “Kubrick, AI og etik” og den tredje skal jeg til Cirkusrevyen.

 

Derfor

Har hugget billedet fra min stedstoresøsters instagram

Men her er min ultimative undskyldning for at runde et halvt århundrede om få måneder og stadig bruge en bikerjakke …

 

Et par gode grunde til at betale for en fotograf

Alle billeder herunder er taget af Ari Zelenko Photography.

 

Med en solid foto-fobi er det lidt stramt med billeder af mig ude i verden, men jeg har haft nogle timer sammen med min gode ven Ari, som også er professionel fotograf, fotojournalist og meget andet. Alle billeder er betalt for og alle pengene værd.

Ari kan kontaktes via www.zelenko.dk og han har studie på Sønder Boulevard 68 på Vesterbro.

Det øverste er taget på et tag, det i midten på Værnedamsvej og det sidste er rent “Frederik den 6.” i Frederiksberg Have.

De er primært til mit arbejde, så derfor den mere alvorlige tone på de to nederste.

 

Transparens

 

Det her er et tiltag, som giver mening for mig. Asket viser, hvor de får produceret deres ting og sender endda et nyhedsbrev ud for at minde om, at man faktisk kan læse om det på hjemmesiden.

 

 

Frederikke er ankommet

Frederikke har jeg længe haft fornøjelsen af på Facebook og i andre sammenhænge, ligesom I måske kender Frederikke fra Alt for Damernes ugentlige klumme.

Dagens artikel fra Frederikke handler både om et af mine ynglingstemaer, nemlig når Frederikke siger “stram op” og mere specifikt om curlingbørn og svage forældre.

Læs den og fortsæt med at læse Frederikke, som I også kan følge på Bloglovin, fordi jeg sparkede Frederikke herind:)

Tanker fra arbejdsbordet 5

Den øverste er meget læseværdig og skrevet af en fagfælle.

Desuden vil jeg gerne slå et slag for en bogserie fra Information, der hedder Moderne Ideer, som er noget af det mest relevante lige nu. Jeg har dem alle på både e-bog og papirbog, for de koster næsten ingenting.

Er spændende og er ligesom Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag skrevet til, at vi alle kan blive klogere på en tilgængelig måde. Den nyeste Tænkepauser er om Demokrati  …

Arbejdsrelateret er også en opdatering på den nye iPad. For jeg er nu om end muligt er endnu mere vild med kombinationen af mit skriveprogram Ulysses og Evernote.

Til gengæld har jeg helt droppet at arbejde med papirnotesbøger, for det giver på ingen måde mening, når jeg kan skrive noter i hånden ind i noterne i Evernote og linke til dem direkte fra Ulysses …

Heldigvis sidder der en Leuctturm 1917 fan ved det andet arbejdsbord herhjemme:)

Den i guld er altså udsolgt

Når alle siger, at man skal købe den i guldversionen, så får man den i sølv …

For alle har købt den i guld.

Der følger også en pen med og skærmen er størst muligt for en iPad. Vi skal nok blive gode venner:)

 

 

 

 

 

Et skab på et museum

Sara Berman’s skab (klik for video …) er et skab, der er landet på the Metropolitan Museum of Art i New York. Det er ikke alle skabe, der lander der …

(Billedet er lånt fra The New Yorker)

Sara Berman’s børn betragter deres mors klædeskab fra den tid, hvor hun boede alene, som et kunstværk, og det ligner det også, men det var hendes klædeskab, og det var hendes tøj, der udgør en række meget værdsatte ting i et skab på et museum.

Jeg lagt nogle links her nedenfor, som jeg synes gengiver historien bag skabet bedst muligt.

Den her artikel fra The New Yorker er sammen med artiklen med video i det øverste link og en artikel i New York Times nok de bedste bud på, hvad det var, der fik Sara Berman til at indrette sig, som hun gjorde.

For mig er læren, at det mere handler om at værdsætte sine ejendele end om, hvor mange eller få man har.